Navigation

IT Forum Gruppen udvider igen

2. februar 2014

Nu udvider IT Forum Gruppen A/S, igen. Det sker, når virksomheden overtager afdelingen for IT-infrastruktur i den nordfynske IT-virksomhed Geminorum ApS.

Overtagelsen af Geminorum, der er IT Forum Gruppens ellevte opkøb inden for de sidste 12 år, sker som en naturlig konsekvens af de to virksomheders fælles strategi om at være blandt de førende leverandører af it-infrastruktur samt drift- og hostingydelser til det professionelle danske marked.

– Overtagelsen af Geminorum-aktiviteterne er samtidig et led i styrkelsen af vores position, og vi står nu endnu bedre rustet til at betjene kunderne, siger IT Forum Gruppens direktør, Jesper Skov Jørgensen, som fortsat er på udkig efter opkøb af mindre it-virksomheder.

– Vi holder øjne og ører åbne og ser seriøst på de emner, der dukker op over hele landet. Formålet med opkøb er at fortsætte de gode takter, fastholde væksten og styrke vores position, understreger Jesper Skov Jørgensen, som sammen med 35 medarbejdere i Aarhus, Odense, Esbjerg og Greve har specialiseret sig i drift og support af servere, netværksudstyr og eksterne services – med fokus på at skabe de bedst mulige løsninger til mindre og mellemstore virksomheder.

 

Efterspørgsel på hosting

Ifølge it-direktøren vælger flere og flere virksomheder i dag at outsource deres it-drift og på den måde gøre driften mere lønsom, og han forudser et marked, der i stigende grad vil efterspørge hostingløsninger og rådgivning om infrastruktur.

For at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel har IT Forum Gruppen derfor løbende investeret betydelige ressourcer i egne hostingcentre og er desuden certificeret af BFIH, Brancheforeningen for IT-hostingvirksomheder i Danmark.

-Med overtagelsen af Geminorum  styrker vi vores muligheder på dette felt, og de kompetencer, som Geminorum bringer med, passer godt ind i de opgaver, som IT Forum Gruppen i forvejen løser, påpeger Jesper Skov Jørgensen.

Overtagelsen af Geminorum er trådt i kraft den 1. februar, og de tilknyttede medarbejdere er fulgt med over til IT Forum Gruppen, hvor de får plads i Odense-afdelingen.

 

030214 IT Forum-Gu¦ênther og Jesper15x15cm-print

 Tidligere ejer af Gemirorum, Günther Weidinger (tv.), og direktør i IT Forum Gruppen, Jesper Skov Jørgensen, ser frem sig til i fællesskab at forfølge en fælles strategi om at være blandt de førende leverandører af it-infrastruktur samt drift- og hostingydelser.