Navigation

IT Forum Esbjerg overtager ScanOffice IT

10. oktober 2013

Pr. 1. september har IT Forum Esbjerg overtaget aktiviteterne i ScanOffice IT og dermed har vores kolleger i Esbjerg styrket deres position som førende leverandør af IT-løsninger og hostingydelser.

– Overtagelsen af IT-aktiviteterne i kontorforsyningsvirksomheden ScanOffice er et led i styrkelsen af vores position inden for IT-infrastruktur til det professionelle danske marked, og vi står nu endnu bedre rustet til at betjene kunder i hele Syddanmark, siger IT Forum Esbjergs direktør, Dennis Hansen.

ScanOffice-medarbejdere følger med

ScanOffice IT har fungeret som leverandør af IT-services til flere danske virksomheder, og i forbindelse med overtagelsen følger fire ScanOffice-medarbejdere – to teknikere og to sælgere – med over i IT Forum Esbjerg.

– Alle fire medarbejdere har stor erfaring med IT-konsulentarbejde og support, og de har i mange sammenhænge fungeret som rådgivere og sparringspartnere for mindre og mellemstore virksomheder. Alt sammen kompetencer, som passer godt ind i de opgaver, som IT Forum Esbjerg i forvejen løser, påpeger Dennis Hansen.

– Med overtagelsen af ScanOffice-aktiviteterne fortsætter vi den gode udvikling, som IT Forum Esbjerg er inde i. Vi har specialiseret os i hosting samt drift og support af servere, netværksudstyr og eksterne services og har fokus på at skabe de bedst mulige løsninger til især små og mellemstore virksomheder, siger Dennis Hansen, der allerede har budt nye ScanOffice-kunder velkommen.

Efterspørgsel efter hosting

Ifølge IT-direktøren vælger flere og flere virksomheder i dag at outsource deres IT-drift og på den måde gøre driften mere lønsom, og han forudser et marked, der i stigende grad vil efterspørge hostingløsninger og rådgivning om infrastruktur.

-Med overtagelsen af ScanOffice IT styrker vi vores muligheder på dette felt, og samtidig har vi modtaget det såkaldte Hostingmærke, som Brancheforeningen for IT-hostingvirksomheder i Danmark (BFIH) tildeler de hostingvirksomheder, der lever op til en række krav inden for informationssikkerhed, medarbejdersikkerhed, fysisk sikring, drift og beredskab.